''Da jeg var barn, havde jeg en lille kylling, men far måtte ikke vide af den.

Han syntes dog det var underligt at det pippede sådan oppe

hos mig. Han så kyllingen & gik med til jeg havde den, men han ville være venner med den.

Det blev han også, da vi bildte ham ind at hvis den laver stort på hans

skjorte, så kunne den lide ham''

D.22 Februar mistede jeg ham der skulle have ført mig ned af kirke gulvet. Ham der skulle være verdens bedste morfar til mine kommende børn.

Efter vi alle havde fået kysset far på panden & sagt pænt tak til sygepersonalet, forlod vi rummet der nu havde givet slip på en stor mand. Far var nu ikke stor i den forstand, han var en meget spinkel & lille fyr, men stor i sind & hjerte.

Vi gik alle udenfor, vi krammede hinanden & fik grædt egentlig godt igennem. Jeg kontaktede Åse, som var en af fars bedste veninder på Efterskole. Hun var trist over nyheden, men forsøgte dog at muntre mig op.

Vi blev alle enige om at, ville fortsætte hjem til min faster. Der sad min farmor, faster,onkel & fætter & ventede på vi ville komme.

Vi skulle drøfte igennem hvad der nu skulle ske. Jeg var overbevist om, med mig selv at, jeg ville have samling på familien denne aften, for en tragedie havde jo ramt os.

Vi kørte derover, Jesper, Mads & jeg. Vi mødte min faster i døren. Hun krammede mig så hårdt & jeg kunne mærke hendes hjerte var blevet revet midt over. Jeg græd igen, for ikke nok med jeg havde mistet min far. Så havde hun mistet sin storebror, som havde lært hende så meget som barn.

Jeg fortsatte videre ind i stuen, hvor farmor sad & græd. Jesper & Mads stod i køkkenet hos faster. Jeg satte mig ned ved siden af farmor, der stille spurgte:

''Havde han smerter? Kunne han høre jer? Vidste han, i var der?

Jeg fortalte hende om at, jeg havde sat mig på fars højre side & fortalt hvor højt jeg elskede ham, hvad han har gjort i mit liv for mig & hvor meget jeg ville savne ham. Da jeg havde fortalt ham det, klemte han øjnene sammen & fælede en tåre. Han vidste vi var der. Han vidste han ikke var alene.

Far havde ikke været ved bevisthed onsdag eftermiddag. Han sagde intet. Han havde lukket øjnene. Han lå bare der & trak vejret, mens hans hjerte galoperede afsted.

Farmor græd igen. Jeg klemte hendes hånd & fortalte hende at, han ikke var væk i ånden. Han ville altid være i hende hjerte, præcis som farfar.

Vi satte os ind til spisebordet idet resten af familien kom.

Vi snøftede alle lidt. Det var så svært at forstå at, livet sådan kunne ende for en mand, der dårligt nok havde været syg i sit liv.

Min onkel tog ordet.

''Vi skal have kontaktet bedemanden & præsten.

Det hele skal foregå lidt hurtigt, selvom det er svært at karpere.

Det vidste vi selvfølgelig godt. Vi kunne ikke trække den.

Jeg blev ved inde i hovedet at gennemgå aftenen. Hvordan jeg blev lettet for hver gang far trak vejret. Jeg havde ham jo i nogle sek. endnu & det betød alverden for mig. Jeg var ikke klar til at sige farvel til ham. Hvor smukt Hannah fik sunget for sin farfar. De sjove & gode minder vi havde haft med ham.

Efter 2 timers tid, valgte vi at hæve ''mødet''. Vi var alle trætte, udmattet & tomme af tåre.

Mads snakkede med sin mor & stedfar, de havde tilbudt os at vi kunne sove der om natten, hvis vi havde brug for det. Det blev Jesper & jeg enige om at, det ville vi gerne. Så vi kørte hjem forbi først, for at hente nogle ting til næste morgen. Jeg havde så svært ved at forstå at, huset nu manglede noget sjæl. Følelsen af at, gå gennem stuen. Den var forfærdelig. Jeg ville bare afsted, hurtigt.

Da vi ankom hos Mads' familie, tog de imod os med kram & kærlighed. Vi snakkede lidt om aftenen, hvorefter jeg gik ud & fik en natsmøg inden jeg lagde mit hoved på puden.

Jeg var træt. Jeg var færdig. Jeg magtede ikke mere. Indeni manglede jeg alt.

Jeg havde fået sovet & vågnede ved at, vækkeuret klingede.

- Jeg kiggede på Mads & tænkte jeg skulle have vækket ham i nat. Jeg havde haft et forfærdeligt maridt. Jeg tog min telefon & tastede fars nummer ind & ringede op.

Først der...

Der gik det op for mig at, jeg ikke havde haft maridt.

- Det var desværre den reelle virkelighed!

''Da jeg var barn, sagde min far at styrke var noget af det vigtigste

for at overleve.

Jeg ved han havde ret, da han sagde de ord.''

Tak for alt, Kære far <3