''Da jeg var barn, sov jeg hos min far & mor, fordi jeg var bange for mørket.

Far fortalte at monstrene ikke ville tage mig, når han var der''

 

 

D. 22 Februar, mistede jeg min beskytter. Ham der sørgede for at, holde alt ondt borte & sørgede for lys hvor end jeg gik. 

Dagene op til begravelsen er lidt uklare, da jeg brugte meget tid på at tænke tanker om hvordan himlen mon er & om far kan lide at være deroppe. Jeg vil jo ikke have at, han syntes det er forfærdeligt deroppe, eller koldt. Eller hvad nu hvis  han syntes der var for mange mennesker?

D.28 Februar tog Jesper, Jens & Jeg, til begravelse hos vores kære bonus mor, Pia. Far nåede slet ikke at sige farvel til Pia. Han får ikke givet hende en sidste afsked. Men vi sørgede for at, han ikke blev glemt. Hennings flotte blomsteropsats sad på kisten. Så lå vores bårebuket lige foran kisten. Henning ville sørge for at, hans bonusbørn skulle vide hvor meget vi betød for Pia. Han havde derfor også bedt præsten nævne os i hendes tale. Det var en smuk tale. Den ramte så dybt i hjertet. 

Efter begravelsen, stod vi & snakkede med præsten, sammen med vores onkel, der også var mødt op til afsked med Pia. Det gjorde han på vegne af min far & farmor. Det var en smuk tanke & det er jeg sikker på at, smiler stolt af oppe fra din lastbils sky. 

Det var meningen at, Jesper ville have holdt en kortfattet tale i kirken til fars afsked, men han valgte det fra, fordi han frygtede han ville knække sammen foran alle de mennesker. Det forstod jeg godt. Det er også stort at stå der foran en hel fyldt kirke & tale fra hjertet.

Nu springer jeg lige onsdagen over, for den dag brugte vi bare på at gøre huset i stand til gravøl.

D.1 Marts. Dagen hvorpå vi skulle hente fra ved kapellet & til kirke med ham.

Jeg havde sagt til Jesper at, vi skulle køre i god tid. Vi var der præcis halv 12, hvor alle de andre i familien var kommet. Så vi var de sidste. Bedemanden sagde:

''Hvis i vil eller har lyst, er i velkommen til at komme ind & give jeres sidste afsked''

 

 Jeg græd inden jeg gik ind til far. Jeg vidste ikke hvordan han så ud. Jeg vidste ikke om tøjet sad som det skulle & om kisten var forkert. Jeg gik derind med viden om at, det her var sidste gang jeg skulle se min far.

Der var lys tændt i det ellers så mørke kapel. Jeg gik derind med min onkler, tante, brødre, kusiner & farmor. Min faster blev uden for, det havde hun selvfølgelig sine grunde til. Jeg tror at, hun vil huske ham som han var da han stadig åndede. Det kan jeg også godt forstå hun ville, men jeg vidste med mit hjerte at, jeg inderligt ville fortryde det, hvis jeg ikke fik sagt farvel til min far.

- Jeg bevægede mig i slow motion, hen mod kisten, med hænderne for munden & tårerne løbende ned af mine kinder. Jeg tog fars hånd, som var så kold & uden magt. Jeg aede ham over hovedet & gav ham et kys på panden. Han lå & så så fredfyldt ud, da han lå der. Som om han bare sov.

- Det gjorde han også, men dette var den evige søvn.

Jeg hviskede ham stille i øret:

''Far.... Jeg elsker dig....

Jeg vil altid være din lille pige.

Jeg er fars lille pige....

 

Jeg ved godt han ikke kan høre mig, i hans fysiske øresnegl, men i den åndelige verden, ved jeg at han sidder & smiler & letter en tåre, over de ord der bliver sagt.

Min ene onkel, græd meget. Hans ord i kapellet var:

''Farvel Villy. Farvel... Farvel...

Farvel storebror..

 

Jeg blev så rørt over det, at tårerne strømmede vildere ud af hovedet på mig. Mine kusiner stod også & græd, men da jeg kiggede på min anden onkel..

- Der blev jeg lettet... Han fældede tåre... Det skar i ham at, se hans bror ligge der. Jeg havde så ondt af ham, men han er en stærk mand. Jeg ved at, selvom han ikke græder, så smerter det i hans hjerte.

Jesper havde ikke vist tåre endnu. & jeg blev mere & mere urolig for ham.

Bedemanden spurgte om vi ville have lidt mere tid med ham, ellers skulle vi sætte kistens låg på & båret far ud i rustbilen.

Jesper, Jens & min to onkler satte låg på & derefter fik vi hver et søm, formet som et kors, som vi skulle sætte i & stramme til, så låget ikke ville falde af.

Derefter tog, drengene fat i kisten & bar den ud i rustvognen.

Solen skinnede, men der var stadig nogle små kolde vindstød. 

- Jeg satte mig ind i rustvognen, sammen med bedemanden.

Jeg skulle guide vej, fordi vi havde planlagt at, far skulle med hjem en sidste gang. Så med hjem forbi byen, op i vores gård & derefter videre ud til kirken.

Vores kære naboer, Henning & Ulla havde i samarbejde med Henning & hans søster Anette, lagt gran ud ved vejen. Det var så kønt. 

Hele byen gik i stå, da vi kom trillende med far. Folk vidste, hvem der kom & hvem de ikke skulle se mere. Deres udtryk fortalte om den mangel byen kom i tab for. Den snak saglige halvgamle nisse med det perfekte tandløse smil, der ikke ville sprede sin latter her mere.

Jeg kunne mærke mit hjerte banke så hårdt & tåre presse sig på. Far var elsket & afholdt i byen. Han havde altid sagt at, Skærup er byen han ville leve sine sidste år. 

- Sådan blev det også.

Vi holdte i gården & fik taget nogle flotte billeder. Solen strålede så flot ind gennem ruden & fik fars kiste til at stråle så smukt. Kisten var hvid & blomsteropsatsen fra os unger, var i lilla & blå farver. Det matchede så godt sammen. Lucia blomster i Brejning, vidste præcis hvad det var jeg havde stillet efter da jeg fortalte hvilke farver jeg syntes skulle på.

Jeg lovede farmor at, billederne skulle printes ud så hun kunne få dem. 

Vi kørte videre alle sammen, ned til kirken. 

- Rustvognen holdte vi gitterporten, så mine to onkler, to brødre, faster & fætter, kunne bære far ind i kirken, hvor han skulle have den flotteste afsked.

Så kunne vi ellers bare værsgo, vente på at alle blomsterne blev lagt. Der var så mange.

- I dødsannoncen, havde vi skrevet at, istedet for bårebuketter, så ville en donation til kræftens bekæmpelse være godt. Men der var simplehen så mange blomster & med den sol der så smukt, skinnede ind gennem ruden ned på kisten, jamen det var et syn for guderne.

Far ville dog have rynket på næsen over alle de blomster.

- Men far, de gjorde det alle i god mening <3 

''Da jeg var barn, var far himmel glad, da hans lille pige skulle spille håndbold & i mange år,

gjorde. Han var så glad at, han pralede med hvide løgne om hvor MANGE mål

jeg scorede i samtlige kampe.

I dine øjne far, var jeg altid en vinder, sammen med min elskede brødre <3''

 

Tak for alt, Kære far.