''Da jeg var barn, havde jeg en tendens til at stikke af. Man kunne faktisk sige, jeg var en rigtig

udbryder dronning, men på en eller anden måde lykkedes det

altid min far at finde mig igen''

D.22 Februar mistede jeg, ham der lærte os hvordan verden så ud uden for 4 vægge. Ham der lærte os at, tage ansvar for vores egne handlinger.

D.23 Februar, efter jeg havde slugt virkeligheden, rejste jeg mig & skubbede lidt til Mads. Han skulle vågne, for jeg kunne ikke bare sidde oppe selv. Jeg fik mig selv, stablet på benene, tog mit tøj & gik ud & gjorde mig klar. Derefter gik jeg ind & skubbede til Jesper. Jeg valgte at finde en morgen smøg frem & gå ud & ryge, det skulle lige lette mit hoved lidt. Da jeg var færdig & kom ind igen, stod Ea der. Hun gav mig en kram & medfølelse. Jeg kunne godt mærke i mig selv at, jeg ville sluge al kærlige tanker & kærlighed til mig nu, for imorgen kunne man jo miste en til. 

Jeg mindes ikke hvad der ellers skete hos Mads, andet end at vi skulle køre lige pludselig for, hele familien kom denne dag & bedemanden kom også. Vi lagde hus til. Det med at skabe plads i stuen var en smal sag, men at skabe plads i hovedet, var noget helt andet.

Vi sad alle & snakkede lidt sammen & jeg fik frem stammet at:

''Far vil gerne istedet for blomster, have at folk donere til

Kræftens Bekæmpelse. Det var et ønske han havde & det skal vi opfylde så godt

vi kan. Han skal også have sin arbejds uniform på, så han kan køre Volvo i himlen.

Det var vi så alle enige om, at sådan skulle det så være. Min onkel Svend, fortalte så at far ville brændes & han skulle ligge ved siden af farfar & Katrine. En familie grav vi har på kirkegården. Under farfars navn, er der plads til farmor kan stå der, den dag hun kradser af. Men der må gerne gå mange år endnu.

Det vil måske være på sin plads at jeg nævner dette:

D.10 Januar 2012 Mistede jeg en god veninde, Charlotte. En pige med hjertet på det rette sted & en som kunne lyse ens dag op.

D.20 Februar 2012 Mistede jeg min bonusmor, Pia. Det var fars bedste veninde. Hun havde trådt til når vi havde brug for moder kærlighed & vi ikke følte vi kunne gå til vores egen. Pia havde så meget at give & blev pludselig taget fra os.

Vi ville ikke fortælle vores far det, fordi vi frygtede hans tilstand ville blive forværret. Netop der anede vi jo ikke, hvilken vej det hele gik.

Jeg kæmpede en kamp inde i mig selv, mod frygten for at miste flere & hvordan det hele bare havde revet mig i millioner af stykker. Jeg kunne ikke magte mere tab.

Bedemanden kom. Eller hun kom. En dame i 40'erne. Hun spillede skuespil, det kunne ses. Hun kendte ikke far, men ''viste'' sin dybeste medfølelse. Hvordan kan man ''tage'' så meget for at få begravet et menneske?

Far skulle jo brændes, han skulle have en flot kiste. Men jeg vidste godt at, man kunne få en slags papkiste, som var egnet til kremering. 

Jeg var chokeret. 

Efter bedemanden var gået, gik der ikke mere end 5 min, så kom præsten. Det var Bente. Hende kendte jeg godt. Hun var så sød & vi snakkede alle sammen godt med hende. Hun ville høre om nogle gode minder, vi havde med far. Jeg fortalte hvordan, vi 3 unger som børn stod i køkkenvinduet om morgnen, & ventede på at far skulle komme forbi med lastbil & vinke farvel, inden han tog på arbejde & hvordan vi alle 3 løb i kapløb mod lastbilen når han kom hjem igen. Vi slåsede altid om, hvem der skulle op i lastbilen. 

Jeg smilede ved tanken om alle de små sjove ting vi oplevede som børn. 

Jens & Jesper, fortalte at far var en stædig mand, men en arbejdshest uden lige. Far tog sjældent ferie, for han, som han selv altid sagde, ville ikke kunne sidde stille & lave... Ingenting... 

Så faldt det mig ind, noget det gjorde mig trist.

- Far havde altid sagt at, hvis han en dag fik af vide at, han ikke kunne arbejde mere, så ville han hellere dø. For hans liv var også arbejde. Vi var det største han havde, men det andet største var arbejde. 

Jeg sad i min egen verden lidt af tiden & fulgte egentlig ikke meget med i hvad de andre derefter sagde. Jeg nikkede bare. 

Jeg har det med at forsvinde ind i min egen verden af drømme, når alt bliver for meget. Jeg drømmer altid, dag & nat. Jeg føler mig mere stærk på den måde.

Da præsten sagde farvel igen & vi fik på plads at far skulle bisættes d.1 Marts, så følte jeg en stikkende smerte inden i.

Vores far skulle afsted, om vi ville eller ej. Han skulle på sin sidste rejse. 

Jeg kæmpede med tårene. Jeg kæmpede så hårdt at, jeg blev træt & fik hovedpine. 

Jeg havde bedt Mads om at blive om natten. 

Om aftenen, da vi var på vej i seng & lå der & snakkede stille, bankede det hårdt på døren. Jeg tænkte hvem det kunne være. Der er ingen der kommer kl.22 om aften. Så jeg låste op & kiggede.

- Der var ingen.

Jeg syntes det var mærkeligt, så jeg låste hurtigt igen & gik ind mod Mads, da det bankede så hårdt igen. Jeg kiggede på Mads & spurgte om han kunne høre det. Han vidste ikke, hvad jeg snakkede om. 

Der blev jeg bange. For enten var det far, der ville ind & sidde i sofaen, uden vi ville kunne se ham eller også var der noget fremmet der ville ind & ødelægge vores tilværelse. 

Far havde været vores beskytter & holdt ondt ude.

- Nu var han der ikke mere & jeg blev bange.

Jesper sagde til mig at:

''Hvis fjernsynet køre i stuen af uforklarlige grunde, så vil jeg sætte mig i sofaen

& snakke til far. For så er han der.''

Jeg gav ham ret, men det gav mig også kuldegysninger. 

- Jeg havde sat mig i sofaen om aftenen, men jeg kunne ikke strække benene, fordi jeg følte noget der sad i vejen. Mads ville sidde der, men jeg bad ham sidde et andet sted, for ellers sad han på far.

Der var en anden følelse i huset. En helt anden energi.

- Hans sjæl havde forladt os.

''Da jeg var barn, ville jeg giftes med min fætter, men min far

sagde at, man ikke kunne giftes med familie. Det ville

få helved til at fryse til is & så kom der monstre, uhh''

Tak for alt, Kære far.

''Da jeg var barn, havde jeg en lille kylling, men far måtte ikke vide af den.

Han syntes dog det var underligt at det pippede sådan oppe

hos mig. Han så kyllingen & gik med til jeg havde den, men han ville være venner med den.

Det blev han også, da vi bildte ham ind at hvis den laver stort på hans

skjorte, så kunne den lide ham''

D.22 Februar mistede jeg ham der skulle have ført mig ned af kirke gulvet. Ham der skulle være verdens bedste morfar til mine kommende børn.

Efter vi alle havde fået kysset far på panden & sagt pænt tak til sygepersonalet, forlod vi rummet der nu havde givet slip på en stor mand. Far var nu ikke stor i den forstand, han var en meget spinkel & lille fyr, men stor i sind & hjerte.

Vi gik alle udenfor, vi krammede hinanden & fik grædt egentlig godt igennem. Jeg kontaktede Åse, som var en af fars bedste veninder på Efterskole. Hun var trist over nyheden, men forsøgte dog at muntre mig op.

Vi blev alle enige om at, ville fortsætte hjem til min faster. Der sad min farmor, faster,onkel & fætter & ventede på vi ville komme.

Vi skulle drøfte igennem hvad der nu skulle ske. Jeg var overbevist om, med mig selv at, jeg ville have samling på familien denne aften, for en tragedie havde jo ramt os.

Vi kørte derover, Jesper, Mads & jeg. Vi mødte min faster i døren. Hun krammede mig så hårdt & jeg kunne mærke hendes hjerte var blevet revet midt over. Jeg græd igen, for ikke nok med jeg havde mistet min far. Så havde hun mistet sin storebror, som havde lært hende så meget som barn.

Jeg fortsatte videre ind i stuen, hvor farmor sad & græd. Jesper & Mads stod i køkkenet hos faster. Jeg satte mig ned ved siden af farmor, der stille spurgte:

''Havde han smerter? Kunne han høre jer? Vidste han, i var der?

Jeg fortalte hende om at, jeg havde sat mig på fars højre side & fortalt hvor højt jeg elskede ham, hvad han har gjort i mit liv for mig & hvor meget jeg ville savne ham. Da jeg havde fortalt ham det, klemte han øjnene sammen & fælede en tåre. Han vidste vi var der. Han vidste han ikke var alene.

Far havde ikke været ved bevisthed onsdag eftermiddag. Han sagde intet. Han havde lukket øjnene. Han lå bare der & trak vejret, mens hans hjerte galoperede afsted.

Farmor græd igen. Jeg klemte hendes hånd & fortalte hende at, han ikke var væk i ånden. Han ville altid være i hende hjerte, præcis som farfar.

Vi satte os ind til spisebordet idet resten af familien kom.

Vi snøftede alle lidt. Det var så svært at forstå at, livet sådan kunne ende for en mand, der dårligt nok havde været syg i sit liv.

Min onkel tog ordet.

''Vi skal have kontaktet bedemanden & præsten.

Det hele skal foregå lidt hurtigt, selvom det er svært at karpere.

Det vidste vi selvfølgelig godt. Vi kunne ikke trække den.

Jeg blev ved inde i hovedet at gennemgå aftenen. Hvordan jeg blev lettet for hver gang far trak vejret. Jeg havde ham jo i nogle sek. endnu & det betød alverden for mig. Jeg var ikke klar til at sige farvel til ham. Hvor smukt Hannah fik sunget for sin farfar. De sjove & gode minder vi havde haft med ham.

Efter 2 timers tid, valgte vi at hæve ''mødet''. Vi var alle trætte, udmattet & tomme af tåre.

Mads snakkede med sin mor & stedfar, de havde tilbudt os at vi kunne sove der om natten, hvis vi havde brug for det. Det blev Jesper & jeg enige om at, det ville vi gerne. Så vi kørte hjem forbi først, for at hente nogle ting til næste morgen. Jeg havde så svært ved at forstå at, huset nu manglede noget sjæl. Følelsen af at, gå gennem stuen. Den var forfærdelig. Jeg ville bare afsted, hurtigt.

Da vi ankom hos Mads' familie, tog de imod os med kram & kærlighed. Vi snakkede lidt om aftenen, hvorefter jeg gik ud & fik en natsmøg inden jeg lagde mit hoved på puden.

Jeg var træt. Jeg var færdig. Jeg magtede ikke mere. Indeni manglede jeg alt.

Jeg havde fået sovet & vågnede ved at, vækkeuret klingede.

- Jeg kiggede på Mads & tænkte jeg skulle have vækket ham i nat. Jeg havde haft et forfærdeligt maridt. Jeg tog min telefon & tastede fars nummer ind & ringede op.

Først der...

Der gik det op for mig at, jeg ikke havde haft maridt.

- Det var desværre den reelle virkelighed!

''Da jeg var barn, sagde min far at styrke var noget af det vigtigste

for at overleve.

Jeg ved han havde ret, da han sagde de ord.''

Tak for alt, Kære far <3

''Da jeg var barn, badede far mig i det her store brune badekar - han sagde jeg var lidt af en vandhund, når jeg sådan sprøjtede vand & sæbe op i hans brune skæg''

D. 22 februar mistede jeg min store helt & mit livs støtte. Jeg mistede den person der var med til at give mig liv. 
Jeg blev født d. 26 Juni 1990. Min fødsels var planlagt til d.24 Juni 1990, men min mor sagde jeg ikke ville ud. Min far havde sådan glædet sig, for han havde fødselsdag d.24 Juni, så at han skulle have en datter også endda måske på hans dag, det var bare en drøm for ham. Men sådan skulle det ikke være. Fra dag 1. var jeg dømt til at være fars lille pige, en tanke jeg troede jeg skulle være resten af livet.


- Men sådan skulle det ikke være.
Min far kæmpede mod kræften. Leverkræft, men han & mange andre anede ikke at det var det han fejlede. Han blev mere & mere syg for hver dag der gik, men vi lovede ham at være positive & have håbet for at han ville blive rask. Vi havde håbet & tiltroen til at alt ville gå. 
Far blev dårlig d. 19 Februar & vi fik ham indlagt på sygehuset. Jeg frygtede det værste allerede der, da han var fortumlet inden vi fik ham sendt afsted.  Vi kunne kun vente. 
Far blev indlagt på intensiv pga. hans slemme & overfladiske vejrtrækning. Han lignede ikke sig selv mere, han havde tabt sig & var så bleg/gul i huden, at det næsten var skræmmende at se på. Det var jo far der lå der, ikke en tilfældig anden. Det var jo for tidligt at, netop han skulle ligge sådan. Vi var inde ved ham mandag, tirsdag & onsdag. Vi ville være der hele tiden, for at han vidste han ikke var alene. Han havde altid været så bange & skrækslagen for sygehuse, det har været derfor han var så stædig, for at gå til læge. 


- Onsdag....
Skæbnedagen...


Lillebror Jens & jeg tog på sygehuset for at, få af vide af lægerne, hvad de kunne gøre for vores far.
Lægen kiggede roligt på os, med et uforklarligt trist ansigts udtryk. Han klappede hænderne sammen, tog en dyb vejrtrækning & kom med den melding vi alle ikke ville høre.


''Jeres far har fået en på begyndende nyresvigt oven i det hele. Der er desværre ikke mere vi kan gøre for ham. Vi kan ikke sige om han har få timer eller få dage tilbage, men han har ikke længe igen''


Mit hoved stoppede med at føre tanker igennem. Jeg hørte kun fjernt, hvad lægen fortalte. Jeg kunne ikke forstå at, vores far snart ikke ville være blandt os længere. Vi havde næret så stort et håb, men forgæves. Vores far skulle dø & vi kunne ikke forstå det. Tankerne hvirvlede afsted, men jeg kunne stadig ikke forstå hvad der skulle ske.
- Jeg kontaktede vores storebror & fortalte, hvad der blev fortalt. Jesper kørte hjem fra arbejde & hentede mig i Vejle. 


Da vi kom hjem, valgte jeg at gå over til naboen for at, fortælle hvad der sker & ville komme til at ske.
Vi snakkede alt igennem. Minder. Minder der for altid, vil hvile i vores hjerter.
Jeg var så glad for at få snakket med dem om far & de snøftede også lidt, for det var jo deres kærlige & gode nabo. 


Da jeg kom hjem, ville jeg bare lige slippe tankerne lidt & fik placeret mig i fars, kontorstol. Der gik ikke længere end en halv time før jeg fik opkaldet.


''Hej det er .... fra intensiv afd. på Vejle sygehus. Vi må beklageligt bringe beskeden om at, jeres fars blodtryk falder meget hurtigt & vi tør ikke sige om han har en halv time eller fem timer tilbage, men vi vil opfordre jer til at, komme hurtigt, hvis i vil være ved jeres fars side''


Jeg fik sagt farvel & stod som forstenet & kiggede på Jesper, som sad & grinede over en tv serie, da jeg fik fremstammet at, han skulle få pakket det han skulle sammen, fars blodtryk faldt & vi skulle afsted NU! Jeg ringede til Jens, fortalte sagen hurtigt & han sagde de var på vej.
Vi kørte vildt afsted, jeg ville være hos fars side når han tog afsted. Han skulle ikke være alene.


Vi kom derop. Jeg græd da jeg satte mig ved hans side. Tog hans hånd & klemte om den. Han måtte ikke forlade mig nu. Ikke før han vidste hvad han betød for mig. Jeg registrede kun en smule, hvem dervar i rummet. Mor var der. Jens var der. Jesper var der. Vores onkler kom en halv time efter. Mads, min kæreste kom. Hannah & Monika var der. Han var ikke alene. 


Vi sad i 3timer 25 min, før vores mor gik hen & åbnede vinduet. Jeg spurgte hvorfor, da det var kold luft der ville komme ind. Hun sagde så smukt at:


''Han skal ikke være indespærret når han tager afsted, han skal føle sig fri. Tak for 3 pragtfulde unger du har givet mig. Tak Villy, Flyv. Du er fri''


Der trak far vejret en sidste gav & gav slip..
- Vores engel fløj ud af vinduet.. Han sagde farvel for altid.. 


Jeg er den dag stadig overbevist om at, fars ånd gav mig et sidste tryk i hånden, da han tog afsted på sin rejse. Jeg vil ikke give slip på den overbevisning. Det er det sidste jeg har. Det er det sidste jeg følte.

''Da jeg var barn, lærte far mig at cykle. Han havde en kæp bagpå cyklen & løb med

når jeg trådte i pedalerne. Han ville ikke give slip, men det gjorde han. Han ord var:

Jeg vil ikke altid være der for at støtte dig, men jeg er her altid i ånden''

Hvor end du er & hvor end du kigger, så er du min far. 

Du må ikke tvivle, når du kigger ned til os.

Vi elsker dig.

For altid.

For evigt.

Tak for alt, Kære far <3