''Da jeg var barn, badede far mig i det her store brune badekar - han sagde jeg var lidt af en vandhund, når jeg sådan sprøjtede vand & sæbe op i hans brune skæg''
D. 22 februar mistede jeg min store helt & mit livs støtte. Jeg mistede den person der var med til at give mig liv.
Jeg blev født d. 26 Juni 1990. Min fødsels var planlagt til d.24 Juni 1990, men min mor sagde jeg ikke ville ud. Min far havde sådan glædet sig, for han havde fødselsdag d.24 Juni, så at han skulle have en datter også endda måske på hans dag, det var bare en drøm for ham. Men sådan skulle det ikke være. Fra dag 1. var jeg dømt til at være fars lille pige, en tanke jeg troede jeg skulle være resten af livet.
- Men sådan skulle det ikke være.
Min far kæmpede mod kræften. Leverkræft, men han & mange andre anede ikke at det var det han fejlede. Han blev mere & mere syg for hver dag der gik, men vi lovede ham at være positive & have håbet for at han ville blive rask. Vi havde håbet & tiltroen til at alt ville gå.
Far blev dårlig d. 19 Februar & vi fik ham indlagt på sygehuset. Jeg frygtede det værste allerede der, da han var fortumlet inden vi fik ham sendt afsted. Vi kunne kun vente.
Far blev indlagt på intensiv pga. hans slemme & overfladiske vejrtrækning. Han lignede ikke sig selv mere, han havde tabt sig & var så bleg/gul i huden, at det næsten var skræmmende at se på. Det var jo far der lå der, ikke en tilfældig anden. Det var jo for tidligt at, netop han skulle ligge sådan. Vi var inde ved ham mandag, tirsdag & onsdag. Vi ville være der hele tiden, for at han vidste han ikke var alene. Han havde altid været så bange & skrækslagen for sygehuse, det har været derfor han var så stædig, for at gå til læge.
- Onsdag....
Skæbnedagen...
Lillebror Jens & jeg tog på sygehuset for at, få af vide af lægerne, hvad de kunne gøre for vores far.
Lægen kiggede roligt på os, med et uforklarligt trist ansigts udtryk. Han klappede hænderne sammen, tog en dyb vejrtrækning & kom med den melding vi alle ikke ville høre.
''Jeres far har fået en på begyndende nyresvigt oven i det hele. Der er desværre ikke mere vi kan gøre for ham. Vi kan ikke sige om han har få timer eller få dage tilbage, men han har ikke længe igen''
Mit hoved stoppede med at føre tanker igennem. Jeg hørte kun fjernt, hvad lægen fortalte. Jeg kunne ikke forstå at, vores far snart ikke ville være blandt os længere. Vi havde næret så stort et håb, men forgæves. Vores far skulle dø & vi kunne ikke forstå det. Tankerne hvirvlede afsted, men jeg kunne stadig ikke forstå hvad der skulle ske.
- Jeg kontaktede vores storebror & fortalte, hvad der blev fortalt. Jesper kørte hjem fra arbejde & hentede mig i Vejle.
Da vi kom hjem, valgte jeg at gå over til naboen for at, fortælle hvad der sker & ville komme til at ske.
Vi snakkede alt igennem. Minder. Minder der for altid, vil hvile i vores hjerter.
Jeg var så glad for at få snakket med dem om far & de snøftede også lidt, for det var jo deres kærlige & gode nabo.
Da jeg kom hjem, ville jeg bare lige slippe tankerne lidt & fik placeret mig i fars, kontorstol. Der gik ikke længere end en halv time før jeg fik opkaldet.
''Hej det er .... fra intensiv afd. på Vejle sygehus. Vi må beklageligt bringe beskeden om at, jeres fars blodtryk falder meget hurtigt & vi tør ikke sige om han har en halv time eller fem timer tilbage, men vi vil opfordre jer til at, komme hurtigt, hvis i vil være ved jeres fars side''
Jeg fik sagt farvel & stod som forstenet & kiggede på Jesper, som sad & grinede over en tv serie, da jeg fik fremstammet at, han skulle få pakket det han skulle sammen, fars blodtryk faldt & vi skulle afsted NU! Jeg ringede til Jens, fortalte sagen hurtigt & han sagde de var på vej.
Vi kørte vildt afsted, jeg ville være hos fars side når han tog afsted. Han skulle ikke være alene.
Vi kom derop. Jeg græd da jeg satte mig ved hans side. Tog hans hånd & klemte om den. Han måtte ikke forlade mig nu. Ikke før han vidste hvad han betød for mig. Jeg registrede kun en smule, hvem dervar i rummet. Mor var der. Jens var der. Jesper var der. Vores onkler kom en halv time efter. Mads, min kæreste kom. Hannah & Monika var der. Han var ikke alene.
Vi sad i 3timer 25 min, før vores mor gik hen & åbnede vinduet. Jeg spurgte hvorfor, da det var kold luft der ville komme ind. Hun sagde så smukt at:
''Han skal ikke være indespærret når han tager afsted, han skal føle sig fri. Tak for 3 pragtfulde unger du har givet mig. Tak Villy, Flyv. Du er fri''
Der trak far vejret en sidste gav & gav slip..
- Vores engel fløj ud af vinduet.. Han sagde farvel for altid..
Jeg er den dag stadig overbevist om at, fars ånd gav mig et sidste tryk i hånden, da han tog afsted på sin rejse. Jeg vil ikke give slip på den overbevisning. Det er det sidste jeg har. Det er det sidste jeg følte.
''Da jeg var barn, lærte far mig at cykle. Han havde en kæp bagpå cyklen & løb med
når jeg trådte i pedalerne. Han ville ikke give slip, men det gjorde han. Han ord var:
Jeg vil ikke altid være der for at støtte dig, men jeg er her altid i ånden''
Hvor end du er & hvor end du kigger, så er du min far.
Du må ikke tvivle, når du kigger ned til os.
Vi elsker dig.
For altid.
For evigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar